7.1 Økonomi

I perioden 2012-2018 har Grønlands Statistik hvert år realiseret et mindre-forbrug i størrelsesordenen 1 mio. kr. Mindreforbruget er en konsekvens af, at udfordringer med at rekruttere kvalificeret personale i højere grad end bevillingsniveauet har været en flaskehals i forhold til ambitionerne om forbedringer af eksisterende statistikker og start af nye statistikker.

 

Forudsat at rekrutteringssituationen forbedres kan en del af de initiativer, der oplistes i ovenstående afsnit 3 - i løbet af en årrække - indarbejdes i Grønlands Statistiks årlige arbejdsprogrammer indenfor de nuværende bevillingsrammer. Nogle af de nye statistikområder vurderes dog at være så ressourcekrævende, at det forudsætter, at Grønlands Statistik tilføres øgede bevillinger i de kommende bevillingslove. En tilførsel af en tilstrækkelig bevillingsramme og rekruttering af det rigtige personale er en nødvendig, men på mange områder ikke en tilstrækkelig forudsætning. Grønlands Statistik er således på mange områder afhængig af, at der foreligger mere systematiske og ensartede registreringer som grundlag for statistikkerne.